(Be)grib idéhistorien

Et stærkt, velskrevet og mangfoldigt bud på alt det, som idéhistorie er og kan i dag.

Det er en spændende tid at arbejde i som metodisk interesseret idéhistoriker. Som fag og institution er vi i en ekspansionsfase, nye centre dukker op, latinamerikansk, afrikansk og asiatisk idéhistorie er på fremmarch og stadigt flere bøger, der behandler vores egen historie og praksis, dukker op. Som formanden for det nyligt stiftede Society for US Intellectual History, Andrew Hartman, sagde i et interview i 2011: «Vi ønsker stadig at tale om idéer, men vi ser nu idéer overalt.» Og det samme gælder tilsyneladende for idéhistorie. Vi ønsker stadig at tale om idéhistorie, og vi ser nu idéhistorie dukke op og lade sig høre overalt.

I bare de sidste par år er det her, nogle af de bøger, jeg har været optaget af: Joel Isaac, James T. Kloppenberg og Michael O’brien (red.), The Worlds of American Intellectual History (Oxford University Press 2016), Richard Whatmore og Brian Young (red.), A Companion to Intellectual History (Wiley Blackwell 2016), Richard Whatmore, What is Intellectual History? (Polity 2016), Dag Herbjørnsrud, Globalkunnskap (SAP 2016), Ralph Weber og Martin Beckstein, Politische Ideengeschichte. Interpretationsansätze in der Praxis (Vandenhoeck & Ruprecht 2014), Darrin McMahon og Samuel Moyn (red.), Rethinking Modern European Intellectual History (Oxford University Press 2014), Samuel Moyn og Andrew Sartori (red.), Global Intellectual History (Columbia University Press (2013), Willibald Steinmetz, Ingrid Gilcher-Holtey og Heinz-Gerhard Haupt (red.), Writing Political History Today (Campus Verlag 2013), Morten Haugaard Jeppesen, Frederik Stjernfelt og Mikkel Thorup (red.), Intellectual History. 5 Questions (Automatic Press 2013), Andreas Dorschel, Ideengeschichte (Vandenhoeck & Ruprecht 2010) og Richard Whatmore og Brian Young (red.), Intellectual History (Palgrave 2006). Der er ganske sikkert mange flere, jeg endnu har til gode at opdage.

Vi er hastigt på vej væk fra dengang, hvor nogle af vores kollegaer kunne afvise metodediskussioner med henvisning til en forfejlet tro på, at metode er i ental – metoden! – eller at det var et adelsmærke ikke at reflektere over egen (eller andres) analytiske praksis. Fra mit eget lille udsigtspunkt i dansk idéhistorie, hvor vi kun har én afdeling i hele landet, har Sverige men særligt Norge altid været et vist objekt for misundelse. Der er fra Norge kommet en række vigtige metode-refleksive bøger såsom Espen Schaanning, Vitenskap som skapt viten. Foucault og historisk praksis (Spartacus 1997) eller Helge Jordheim, Lesningens vitenskap. Utkast til en ny filologi (Universitetsforlaget 2001) og ikke mindst den helt brillante kollaborative bog Tekst og historie: å lese tekster historisk af Kristin Asdal, Helge Jordheim og Trygve Riiser Gundersen, der for mig at se er et mønstereksempel på en vellykket metodisk indførende bog. Og der er tidligere kommet nogle mere introspektive bøger såsom Trond Berg Eriksen, Hva er Idéhistorie (Universitetsforlaget 2003) samt Sven Arntzen og Otto M. Christensen (red.), Hvor kommer idéhistorien fra? Tematiske og teoretiske brytninger i idéhistoriefaget (HøyskoleForlaget 2003).

Der er en stærk og god tradition i norsk idéhistorie for at reflektere såvel metodisk som institutionelt over egen praksis, og det er Grep om fortiden et fornemt og aktuelt eksempel på. Der er tale om en vellykket bog, der lykkes med at give en introduktion til måder at arbejde idéhistorisk på. Der er tale om både at introducere til måder, man kan arbejde idéhistorisk på og – som bagsideteksten siger – «hvordan idéhistorie faktisk praktiseres» af norske idéhistorisk orienterede forskere. Denne dobbeltambition er god, men den giver også lidt problemer, eller rettere mulige skævheder. Den placerer sig både som en indføring i mulige metodikker og som dokumentation af faktisk arbejde, men disse to ambitioner integreres ikke tilfredsstillende men opdeles derimod i to dele, hvor de fleste kapitler mest gør én af delene.

Bogen er skrevet til «studenter og den historieinteresserte allmennheten» (s. 13), men jeg vil tillade mig her at anmelde den som praktiserede idéhistoriker med metodisk interesse.

Bogens første kapitel af Vidar Enebakk, handler om den norske idéhistories egen idéhistorie og fortæller om fagets faglige og institutionelle faser, hvor særligt afsnittet – skæbnesvangert betitlet «Humanioras krise?» – sætter en spændende scene for idehistories status og rolle i dag. Man kunne godt savne et tilsvarende kapitel, der gjorde status over idéhistorie i mere generel, måske endda global forstand, i dag.

De næste kapitler 2–5 er gode introduktioner til idéhistoriske analytikker fra folk, der i mange år har arbejdet empirisk med disse tilgange. Helge Jordheim skriver om begrebshistorie, der meget nyttigt angiver en række praktiske skridt, man kan tage i en begrebshistorisk analyse. Eneste savn er at Jordheim ikke forholder sig meget til begrebshistorien efter Reinhart Koselleck og de mange spændende både empiriske og analytiske arbejder, der i disse år kommer fra Tyskland, Finland, Spanien og andre steder. Men det er bogens mest praktisk anvendelige kapitel. Thomas Krogh skriver om Cambridge-skolen, som han lige som her også har gjort meget kompetent andre steder, og det er særlig godt, at han giver god plads til John Pocock, der ofte står i skyggen af Quentin Skinner, men hvis mere kontinuitets-orienterede perspektiv frem for Skinners mere innovativ-aktør-skaber-diskursivt-nybrud-perspektiv er meget nyttigt analytisk. Måske forskellen mellem de to ifht. at bedrive analyser kunne have været fremhævet noget mere. Kapitel 4 og 5 er om diskursanalyse. Nils Gilje skriver om Victor Klemperers analyse af nazismens sprog og Espen Schaanning om Foucault. De er begge rigtig gode, Schaannings betydeligt mere praktisk orienteret – her er fire tilgange til at bruge Foucault analytisk – men samlet set giver de en flot diskurs-sensitiv orientering, hvor sproglige nuancer og forskydninger frem for argumenter og store udsagn kommer i centrum. Jeg savner dog at høre, hvad Gilje ville fremdrage af mere generelle analysestrategier fra Klemperer, vi kunne bruge i andre tilfælde, dvs. at han havde udfoldet skemaet s. 78–9. Og jeg savner, at Schaaning havde forholdt sig lidt mere til nyere Foucault-inspireret idéhistorie og til de mere sociologiske tilgange til Foucault, der også kan være af interesse for en idéhistorisk analyse.

De næste kapitler skifter lidt spor og er mere perspektiv-orienterede. Unn Falkheid skriver om Birgitta af Sverige og det vigtige spørgsmål om kanon og dens udelukkelser og forglemmelser. Det er en virkelig vægtig og god artikel og derfor synd, at de udfordringer om anakronisme, vanskeligheder med at afkode indholdet af fortidig sprogbrug og kønsperspektivet (s. 110–11) ikke bliver udfoldet noget mere i retning af praktiske analytiske refleksioner. Line Cecilie Engh kan siges at tage den tredje udfordring op omkring kønsperspektivet, også ifht. middelalderen, hvor kønsteori og kognitiv teori mobiliseres. Jeg føler mig ikke helt overbevist af brugbarheden i det kognitive perspektiv, men kapitlet demonstrerer i sin empiriske læsning af Kristi brud-figuren de nye perspektiver og sprogliggørelser, som det giver at «tænke med kvinder» som et af afsnittene siger.

Kapitel 8 af Anne Helness om genrer er godt og vigtigt. Det forekommer mig, at vi idéhistorikere har tænkt for lidt over genre-spørgsmålet, været for inspireret af filosofihistoriens selvfølgeligheder og vist for lidt interesse for, hvad der sker i litteraturhistorie/-teori analytisk set. Helness hjælper os her til at opdatere vores beredskab ift. de mange genrer og kommunikationskontekster, vores tekster kommer i. Kapitlet kan med fordel læses sammen med det lige så stærke bidrag fra Ellen Krefting om boghistoriske perspektiver i idéhistorien (kap. 15), hvor det vises både empirisk og analysestrategisk, at ligesom ideer så «reflekterer [bøker] historisk endring, men kan også selv være viktige faktorer i historiske endringsprosesser.» (s. 256). Begge kapitler opfordrer os til at komme væk fra idéen om tekst som flad og uden egen virkning materielt set og begynde at forstå, hvordan tekster altid møder deres læser i specifikke formater, der er del af deres udsigekraft. Det er to af bogens stærkeste kapitler, idet de meget direkte adresserer, hvad disse perspektiver kan bidrage med ift. det idéhistoriske analysearbejde.

Christine Amadou tager i kapitel 9 fat på receptions-spørgsmålet, mere konkret hvordan antikken er blevet gjort til tradition i eftertiden. Det, tænker jeg, er en oplagt men også ofte overset opgave for idéhistorikere, nemlig at historisere fortids-receptionen, den måde en fortid gøres til en tradition, der kan og skal erindres og bevares. Såvel receptions- som virkningshistorie diskuteres her. Det gøres godt, men som ved en række af de andre bidrag, savner jeg, som den specifikke læser jeg er, nogle flere hands-on anvisninger: hvad skal vi gøre og hvordan for at analysere disse ting? Og den samme ros og indvending gælder det næste bidrag, kapitel 10 af Kristin B. Asvitsland, om billeder som idéhistoriske kilder. Jeg lærte meget af kapitlet omkring dets empiriske anliggende, men jeg ved ikke meget om, hvordan jeg herefter skal inddrage billeder i min analyse.

John Ødemark tager fat på et af de aktuelt mest diskuterede spørgsmål blandt idéhistorikere, nemlig interkulturel eller global idéhistorie. Det er næppe kontroversielt at sige, at idéhistorie har haft – har? – en vestlig bias, men hvordan opdaterer vi vores forskningspraksis, og hvor ambitiøst krævende ift kilder, aktører, skala og perspektiv er den globalidéhistoriske fordring? Ødemarks artikel taget kompetent fat i disse spørgsmål og angiver nogle overordnede perspektiver, vi kan anlægge på udfordringen og på opdateringen af vores spørgsmål og metodikker. Det er en debat og en reorientering, der stadig kun er i sin vorden, men den åbnes fint her. Thor Inge Rørvik tager omvendt i sit bidrag, kapitel 12 om filosofi som idéhistorisk objekt, fat på et afgørende men vel nok nærmest også klassisk eller endda grundlæggelsesmæssigt spørgsmål, nemlig forholdet mellem filosofi og idéhistorie. Eller rettere, hvordan vi som idéhistorikere skal læse filosofihistorien anderledes end filosoffer, og at et af vores spørgsmål, igen forskelligt fra filosoffernes samme spørgsmål, er: hvad er filosofi? Et svar, vi kun kan give ved at historisere filosoffernes praksis. Jeg savner her den inspiration, der kunne være for den filosofisk orienterede idéhistoriker i at bringe sin historiske analyse frem mod et mere filosofisk eller teoretisk anliggende, dvs. hvordan bruge historisering til teoretisering?

De to næste kapitler er spændende i deres egen ret men står ud ved nærmest at være uinteresserede i idéhistorie. Ellen Schrumpf skriver om barndomshistorie og om sin egen historie med at bedrive barndomshistorie. Med undtagelse af lidt afsluttende bemærkninger får vi ikke megen indsigt i, hvordan idéhistorie kan bedrive barndomshistorie. Værre er næste kapitel, hvis formål her jeg ikke forstår. Nærmest hver dag hører man, at digital humanities er fremtiden, samtidig med at de praktiske konsekvenser deraf for vores arbejde forbliver uklare. Derfor er det selvsagt relevant at inddrage et kapitel om digitale metoder og materialer skrevet af Mats Malm, men det er også et kapitel, der mestendels er meget generelt og som mest alvorligt i en bog som denne ikke siger ét ord om idéhistorie, eller hvad dette giver af muligheder og udfordringer for sådan nogle som os. Inddragelsen af dette kapitel i den form det har forstår jeg ikke.

Bogens sidste kapitel er af Reidar Aasgaard og handler om idéhistorie og teologi med empirisk fokus på Fadervor-bønnen. Idéhistorie og teologi har et spændende og underbelyst mellemværende, hvilket Aasgaard siger lidt om indledningsvist men hvor er refleksionerne over vores forskellige tilgange til de samme kilder, historiseringer af «hellige tekster» m.m.? Vi får en spændende fremlæggelse af teologiske tilgange, men jeg mangler at de, om jeg så må sige, vender tilbage til idéhistorie som supplerende tilgange, nye idéhistoriske spørgsmål etc. Hvad udfordrer teologien med dens særlige årtusindlange læsestrategier os idéhistorikere til at gøre anderledes?

Bogens undertitel er Perspektiver og metoder i idéhistorie. Rent personligt men også i forhold til anvendelse i undervisning ville jeg gerne have set mere fokus på metode. Som den står her er det «perspektiver» for ofte uden «metoder», og nogle af dem som kapitel 14 helt uden idéhistorie, mens de specifikt metode-orienterede første fire kapitler er ganske traditionelle i deres analytiske og empiriske eksempler og dermed måske lidt mangelfulde hvad angår perspektiver i forhold til en udvidet anvendelse. Når det er sagt, så er alle kapitlerne spændende og velskrevne i deres egen ret. Det er balancen mellem perspektiver og metoder, jeg anfægter.

På samme måde er det ikke alle kapitler, hvis relevans er helt åbenlys, idet de bliver rene perspektiver, uden at det står klart, hvorfor dette perspektiv er valgt fremfor alle mulige andre. Og det særligt da de mere perspektiv-orienterede case-studier er ganske svage på analytiske og metodiske overvejelser. Hvad får vi der som læser mere end et godt nok meget spændende perspektiv, men dog kun et perspektiv? Man kunne med fordel have bedt alle forfattere om at afslutte kapitlet med en række klare analytiske og metodiske overvejelser, der kunne befrugte læserens egne undersøgelser af andet end det konkrete, som perspektiv-kapitlet omhandler.

Jeg savner kapitler om særligt tre forhold. For det første kontekstualisering: hvad er dette greb, vi altid snakker om, hvordan gør vi det rent praktisk, hvad og hvor meget kan vi bruge det til at forklare med? (Det har jeg selv skrevet en større artikel om i Slagmark nr. 67, 2013). For det andet, samtidsanalyser: gør det en empirisk og analytisk forskel at ville bedrive idéhistorie på nutiden? Rigtig mange af bidragene handler om middelalder, førmoderne, om fortiden, men er vores erkendelsesinteresse forbeholdt fortiden? Og hvordan begynder vi at tænke over, hvordan vi kan sige noget om og til nutiden? Og endelig for det tredje farlige idéer, som det f.eks. gøres i Willibald Steinmetz (red.), Political Languages in the Age of Extremes (Oxford University Press 2011), eller hvis ikke farlige så måske dårlige idéer. Som Timothy Snyder udtalte i et interview med Eurozine (28. august 2017), så er «de ofte mest betydningsfulde idéer dårlige idéer, dvs. de er ikke interessante i og af sig selv, men fordi de udøver psykologisk, sociologisk eller politisk magt.» Det ville jeg gerne have set nogle refleksioner om, hvordan vi skal tage dårlige idéer, der virker, lige så seriøst som de gode idéer.

Når alt dette er sagt, så er min konkluderende bemærkning, at bogen ikke er (en længe ventet) metodebog, men den er et stærkt, velskrevet og mangfoldigt bud på alt det, som idéhistorie er og kan i dag. Og derfor er den meget velkommen som del af den igangværende opgradering af vores allesammens refleksion over os selv og hinanden. 

Av Mikkel Thorup | Institut for Kultur og Samfund, Universitetet i Aarhus | .(JavaScript must be enabled to view this email address)